Helen Kobæk

Der sker mange forandringer for alle mennesker. Nogle forandringer besluttes og gennemføres af andre og også mange forskellige steder. Når jeg har noget på hjertet om nogle af de forandringer jeg ser, kender til eller er påvirket af, vil jeg skrive om det. Jeg håber på den måde, at kunne være med til at starte debatter op, og at andre vil følge op på mine tanker. Hvis du har tanker, meninger og ideer håber jeg, at du vil være til at få debatten til at "rulle" yderligere. Jeg forventer ikke, at alle andre er enig i mine betragtninger og netop derfor kan debatten give nye ideer og indfaldsvinkler og på den måde være med til at skabe værdi.

Du er også velkommen til at tage fat i mig direkte

Nr. 3 - juli 2017

Opsparing med samspil eller er det modspil

Jeg har i et stykke tid gået som katten om den varme grød. Skal jeg skrive mere om fair opsparingsrammer for os i det danske samfund eller er det en død sild? Jeg har nu besluttet, at jeg vil skrive for forsat at være med til at sætte fokus på, at det skal løses.

Samspil og/eller modspil

Jeg har altid haft vanskeligt ved at forstå, hvorfor vi har svært ved at gå efter mål, og i stedet ser og bruger midler som mål. Større opsparing i samfundet er et meget upræcist mål, og midlet bliver ofte fx skattelovgivning – og måske er det skat, der er målet?

Er det vigtigere at have et billede af statsfinanserne end et billede af, om rammerne for opsparing er fair og rimelige for ung som for ældre for fattig som for rig. Hvis du som medlem af det danske samfund kan konstatere, at du ved at spare op har mindre på grund af modregning i ydelser, end du ville have haft, hvis du lod være, og samtidig kan konstatere, at din nabo får glæde af sin opsparing, så er det ikke fair.

Vores samfundsmodel er bygget op om, at vi understøtter de, som kommer ud for en begivenhed, fx arbejdsløshed, sygdom og tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet på grund af alder – altså erstatningsindtægter, når man ikke har en lønindkomst eller har en mindre indkomst på grund af en begivenhed. Vi har et tre-søjlesystem, hvor hver søjle bidrager til den samlede erstatningsindtægt. De tre søjle indbyrdes skal spille sammen ligesom forskellige dele af hver søjle skal spille sammen. I disse år, er det danske pensionssystem udnævnt til at være verdens bedste af Mercer (i slutningen af 2016 var det 5. gang). Det kan vi være stolte af, men vi får ikke lov til at beholde førstepladsen, hvis vi ikke til stadighed forbedrer og fornyr det samlede system.

Udgangspunktet for samspil mellem forskellige former for ydelser, er såmænd rimeligt nok. Den enkelte skal - så at sige - naturligvis ikke kunne få i både pose og sæk. Det er, når samspillet bliver til et modspil problemerne opstår. Det er desværre ikke et nyt problem. Det har i hvert fald eksisteret i de sidste 35 år, hvor jeg har arbejdet med problemstillinger omkring samspil eller modregning, som det blev kaldt den gang, og som jeg i øvrigt kan se, at fx Bente Sorgenfrey fra FTF bruger den dag i dag. Et af de første eksempler, jeg kan huske, er indførsel af socialindkomsten. Socialindkomsten, der som udgangspunkt netop skulle tilgodese de svageste, fik i sin udformning gjort livet surt for mange af de økonomisk svageste. Der er måske ikke så mange, der kan huske det, men jeg er ret sikker på, at Ritt Bjerregaard kan.

Efter dette har der været utallige tilfælde af, at der er opstået modspil i stedet for samspil mellem forskellige ydelser i forskellige situationer. Det handler nemlig ikke kun om samspil, der er blevet til modspil i forhold til opsparing til brug ved til tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet på grund af alder, men også i andre situationer, hvor der er regelsæt, der skal regulere samspil mellem indtægter, formue og de ydelser den enkelte kan få det fra det offentlige.

Er det fordi vi ikke vil, kan eller ikke tør?

For det første, hvad mener jeg med vi. Det handler om Regering, Folketing og andre politiske beslutningstagere sammen med den offentlige administration, og det handler om de brancher, der opererer på de markeder, hvor der udbydes produkter/ydelser/services, der spiller sammen med offentlige ydelser. Alle har en aktie i, at samspil bliver til modspil, og det er derfor også dem, der kan løse det, men først og fremmet Folketinget, som den lovgivende magt. For ændringer i lovgivning skal der til.

Hvorfor sker det så ikke? Kan det være fordi der er opbygget et æskesystem, hvor ingen tør tage livtag med at nedbryde æskesystemet for at opbygge det i et transparent og fair system. Jeg har prøvet at se på hvor megen lovgivning, der er involveret. Jeg nævner blot nogle af dem helt overordnet, som i sig selv er meget komplekse: Skattelovgivning, finansiel lovgivning, social lovgivning, bolig lovgivning, og arbejdsmarkedslovgivning. Bliver man ”svedt”? Det er en kæmpeskov af love med forgreninger, torne og grene, der er viklet ind i hinanden.

Kan det være en dyb politisk uenighed om, hvordan systemet skal fungere? Og derfor bliver det mindste fælles fold, der bliver løsningerne. Det gør mig urolig, hvis vi har fået et systemets demokrati i stedet for folkets demokrati.

Det kan måske også være fordi, at ingen vil afgive noget til et andet område (ministerium eller offentlig myndighed) eller til en anden i markedet, fordi man som virksomhed ikke selv kan levere det produkt eller den ydelse. Jeg har en gang hørt det omtalt som: Vi vil hellere have nogle regler, der gør, at alle har de samme problemer med at indføre dem, end regler som ville være bedre for kunderne/borgerne, men som nogle måske allerede kan håndtere – underforstået som så ville få et forspring. Og hvad med de politiske partier. Måske er partiet vigtigere end borgerne?

Hvis bare nogle af mine formodninger er rigtige, får vi aldrig et fair system, medmindre cirklerne brydes.

Kom nu

Som jeg skrev i mit første indlæg – Tiden er moden til velfærdsydelser anno 2017 - er der et akut problem med de meget voldsomme modregninger. Det skal løses nu, og jeg kan ikke selv med de mest positive briller se, at det bliver grundlæggende løst med pensionsaftalen plus afsætningen af 2,5 mia.kr. til løsning af samspil til efteråret. Jeg er med på, at det må blive en lappeløsning i første omgang, og det også betyder, at det ikke er den totalt gennemarbejde fair model, men grundstenene må lægges for at sikre, at der ikke om få år kommer helt andre regler.

I fredags var overskriften på forsiden af Politiken: Ny opsparing til pensionen gavner få lavtlønnede. Under temaet pension var det beskrevet, hvem der mente om det og blandt disse udtalte Per Christensen fra 3F, at aftalen ikke gavnede mange af hans medlemmer. Det tror jeg han har ret i.

René Christensen fra DF har udtalt, at DF med pensionsaftalen vil sikre, at det er en løsning, som holder i mange år, som giver den enkelte tryghed for, at reglerne holder i opsparingsperioden. Det er desværre aldrig sket endnu, så hvorfor så lige nu? DF har også lagt vægt på, at reglerne også skal tilgodese folk med lave indkomster. Det er svært at være uenig i, at opsparing skal være et gode for alle, der bidrager.

Kristian Jensen har udtalt, at pensionsaftalen netop tilgodeser de laveste indkomster, fordi de (når de opfylder reglerne) kan ændre deres arbejdsmarkedspensionsordning, så de anvender hele pensionsbidraget til en aldersopsparing, som ikke bliver modregnet. Kristian Jensen henviser til ministeriet beregninger.

På Finansministeriet hjemmeside findes ”Virkning på disponibel indkomst som pensionist ved omlægning til aldersopsparing under nye lofter – typeeksempler. Fint nok, men forudsætningerne for eksemplerne halter. Det forudsættes, at der er tale om en enlig fuldtidsbeskæftiget, der indbetaler til en pensionsordning fra de er 25 år til de bliver 68 år og går på folkepension, De findes, og vil det nok også i fremtiden, men det er og vil være undtagelser – særligt for kvinderne. Af de, som vil gå på pension i de næste 10 år, har langt de fleste perioder uden for arbejdsmarkedet ligesom rigtig mange af dem har perioder på deltid. Der vil til gengæld så også være en del af de yngre, som har indbetaling til pension før de fylder 25 år, men de er så mere end 10 år fra at være 68 år, som i øvrigt vel heller ikke forventelig vil være denne aldersgruppes pensionsalder.

Det kunne være positivt, at vise eksempler fra det virkelige liv med de konsekvenser, der afspejler den situation, som mange står i lige nu. Det er den målgruppe, der har mistet tilliden til, at der er et fair system. Jeg har hørt fra mange, at de kan se, at den pension, de er blevet tvunget til at spare op til, er væk i modregninger. De betragter det derfor som en skjult skat. Det er også derfor, at det skal løses her og nu.

Det er lidt sært, at aldersopsparing i de seneste år er brugt som et columbusæg. Det skal jo i øvrigt også ses i sammenhæng med den politiske agenda, der har været i snart mange år om livsvarige livrenter. Alle skal for det meste have livsvarige livrenter for at medvirke til, at der er penge, når nu alle lever længere. Det samme forsøges nu dæmmet op den anden vej ved, at arbejdsstyrken (frivilligt) skal blive længere på arbejdsmarkedet, så at udbetalingsperioden formindskes. De politiske agendaer har det til fælles, at begge agendaer skal aflaste de offentlige kasser. Det handler altså slet ikke om fair samspil mellem forskellige ydelser.

Som det står i Politiken – og som Finansministeriet også har beregnet – vil det naturligvis være de, som har det økonomiske råderum, og som er vrede over, at de ikke længere kan spare op til engangsbeløb med skattefordel, som de har gjort i mange år, der vil benytte denne mulighed. Jeg er sikker på, at de gør det for at få et engangsbeløb, som bliver ”taget” fra deres livsvarige livrente og ikke som et incitament for at blive længere på arbejdsmarkedet. Det er altså også en handling mod et ikke fair pensionssystem.

I stedet for at tale om og til dem det handler om, er det nødvendigt at lytte til dem og tale med dem. Få udarbejdet nogle arketyper fra det virkelige liv i stedet for økonomiske modeltyper. Det ville give en synlighed om det reelle problem. Det kan sagtens være de indkomstgrupper, der normalt arbejdes med, men forudsætningerne skal passe på det virkelige liv, således at konsekvenserne også passer på det virkelige liv. Det ville også gavne at vise, hvordan alle ydelserne spille sammen fra en indkomst på 0 kroner til en høj indkomst. Det vil her meget tydeligt fremgå, om der er situationer, hvor en indkomststigning og/eller en erstatningsindtægt bliver modregnet – måske oven i købet med mere en 100 procent i andre ydelser.

Hvad sker der til efteråret?

Der er afsat 2,5 mia. kr. der skal løse samspilsproblemerne til efteråret, hvor pensionsaftalen er begyndelsen. Der er også kommet forslag fra F&P om skatterabat for alle over 50 år på 15 % og CEPOS forslår et skattefradrag på 15% til alle. Ingen af disse forslag tager for alvor fat ved nældens rod. Det kæmpe komplekse sæt regler mellem offentlige ydelser, erstatningsindtægter for arbejdsindkomst og for arbejdsindkomster.

Vi er et samfund af selvstændigt tænkende mennesker (og det er virkelig godt). Og de forstår godt, når de bliver taget ved næsen – eller måske føler de sig taget ved næsen. De ved bare ikke, hvad de skal gøre ved det. De mister tilliden, og måske en eller anden dag bliver det for meget – og så sker der noget, men hvad?